Kolding Kommune

    Kolding Kommune

    ”Kolding – Vi designer livet” hedder vores vision. Her er plads til dine udfoldelser og ambitioner.

    Når vi udnytter de mange muligheder i design til at skabe et flot produkt eller tænke i innovative designprocesser, sikrer vi udvikling til gavn for dig og vores andre borgere. Vi oplever, tænker og lærer om design i Kolding med universitet, bydelen Design City og Designskolen. Allerede i børnehaven kaster vores børn sig over design og innovation, der bliver udfordret og videreudviklet i skolen.

    Kolding er en metropol inden for shopping, og folk kommer langvejs fra for at handle. Både i centrum og i bydelen omkring Kolding Storcenter er der et righoldigt udvalg af butikker og cafeer. Vores store turistattraktioner, Koldinghus og Trapholt, besøges hvert år af omkring en kvart million gæster.

    Ambitiøse udviklingsprojekter som Marina City, højhuset Kolding Sky og indkøbsmekka og boliger i Holmstaden sætter nye standarder for oplevelsen af Danmarks 7. største by.

    Studiebyen Kolding har 10.000 studerende, heraf 5.500 på videregående uddannelser. Vi har en ung bymidte, hvor en stor del af beboerne er unge mellem 18 og 29 år.

    Kolding ligger også i Danmarks produktionscentrum, som rummer en stor og stærk privat sektor med mange jobs. Du kan nå 500.000 jobs inden for en time, hvilket er den største koncentration uden for hovedstadsområdet.

    https://www.kolding.dk/
    Akseltorv 1
    6000 Kolding
    79797979