Et gigantisk værk skabes af kunstner og 1000 skoleelever under dwk17

    Et gigantisk værk skabes af kunstner og 1000 skoleelever under dwk17

    Billedkunstner Karoline H. Larsen og 1000 skoleelever fra hele Trekantområdet skaber i løbet af Design Week Kolding det 6000 kubikmeter store værk ’Snorespor’ på Trapholt.

    I løbet af de næste par uger trækkes, kastes, flettes og bindes spor af snore i Trapholts store runde rum Rotunden i forbindelse med Design Week Kolding. Dag for dag bliver Rotunden fyldt op med snore i alle regnbuens farver, og strukturen vokser sig større og større for til sidst at blive et 6000 kubikmeter stort farvestrålende værk, som kan opleves fra neden, fra oven og som noget ganske særligt også indefra. Værket skabes af 1000 elever fra 0. til 8. klasse fra hele Trekantsområdet og billedkunstner Karoline H. Larsen, som er optaget af at ophæve skellet mellem kunst og leg og mellem tilskuer og kunstner. Museets gæster kan opleve værket mens det skabes, og fra pinsen og frem til 18. juni kan de også selv trække spor af snore.

    ”Jeg vil gerne skabe bevægelse inde og ude, psykisk og fysisk. For mig er det en succes, hvis det berører både dem der deltager, og dem der ser på. Det er vigtigt med samskabelse. Snorespor er et levende værk, det er i konstant transformation,” forklarer Karoline H. Larsen om sit mangeårige projekt Collective Strings, der nu er nået til Kolding.

    Hun har i 13 år rejst rundt i Danmark og udlandet og skabt en række gigantiske værker af snore og reb sammen med lokale borgere i alle aldre. Således har hun blandt andet været i New York, Helsinki og Cape Town i Sydafrika, hvor borgere individuelt og kollektivt har udfoldet sig kreativt. På Trapholt bliver det første gang, hun skaber et snoreværk i et rundt rum, og det er kun tredje gang, det foregår på et museum.

    ”Jeg er meget taknemmelig for, at så mange klasser og klassetrin deltager. Det bliver spændende at se, hvilket tempi og temperamenter eleverne bringer ind, da det netop giver værket sit særlige udtryk. Først kommer eleverne til at trække spor med netop den farve, de fornemmer i sig selv, og senere trækker de spor af snore med andre og med rummet som inspiration,” forklarer hun.

    Læs mere om Snorespor