Kan du styre en kørestol?

    Kan du styre en kørestol?

    Kolding Kommune sætter tilgængelighed på dagsordenen med fokus på fremkommelighed for mennesker med fysiske handicap.

    Projektet er et tværfagligt samarbejde mellem By- og Udviklingsforvaltningen og Senior- og Socialforvaltningen, og målet er at blive bedre til at skabe god fremkommelighed i de offentlige rum på baggrund af input og forståelse for borgernes behov.

    God tilgængelighed er ikke bare asfalt og gågade. Det er de små detaljer, som gør byen fremkommelig for borgere med meget forskellige behov. Hvad der er god fremkommelighed for dig, er ikke nødvendigvis god fremkommelighed for din nabo. Og hvad der er god fremkommelighed for en person med synshandicap, er bestemt ikke det samme som god fremkommelighed for en person, der sidder i automatisk kørestol. Men alle skal kunne komme rundt i kommunen, og vores design af offentlige rum skal derfor ramme bredt og finde de bedste kompromisser.

    Kom med dine input og ideer! Hvor er tilgængeligheden i Kolding Kommune særlig god for dig? Hvor halter vi efter?

    På vores stand på Nicolaiplads kan du komme forbi til en snak om tilgængelighed og prøve, hvor udfordrende det er, at færdes i Kolding midtby hvis man har en funktionsnedsættelse eller et handicap. På vores stand kan du prøve på egen krop, hvor skræmmende det er at gå på trapper når man ikke kan se, hvor hårdt det er for armene at hive en kørestol op af en bakke og hvor svært det er at køre en rollator henover brosten. På en lille bane kan du afprøve en automatisk- eller manuel kørestol, en rollator, en blindestok (med bind for øjnene) og andre hjælpemidler. Du vil blive overrasket over, hvor udfordrende byens tilgængelighed pludselig føles.

    Vi introducerer desuden også den mobile app Giv et Praj, hvor vi med en kategori om tilgængelighed og handicap, har gjort det muligt at give praj om tilgængelighedsudfordringer i byen. Kom forbi og hent en folder.

    Deltagelse er gratis.

    Nicolaiplads, Kolding, Danmark
    02/06, 13:00 - 16:00
    03/06, 10:00 - 13:00

    Hostet af